Da Irak blev overhalet af Kurdistan
Kurdistan overtog dagsordenen, da Grundtvig Højskole holdt debatmøde om Iraks fremtid.
Af KASPER LYNETTERSTRØM
Politiken | 28.02.2009 | Debat | Side 8 | 995 ord | artikel-id: e16cbd49
VI GIK IND på en løgn, og vi gik ud på en løgn«, lyder det fra Socialdemokraternes udenrigsordfører Jeppe Kofoed, efter at højskolesangbøgerne er blevet lagt til side, og debatten i Grundtvig Højskoles forsamlingssal er skudt i gang. Ingen politikere fra Venstre, Konservative eller Dansk Folkeparti har lyst til at deltage, så debatpanelet er præget af en vis politisk skævhed.
Kun SF’s Steen Gade og Enhedslistens Frank Aaen er ud over Kofoed mødt op – men de er til gengæld klar til aftenens debat om Iraks fremtid.
»Regeringen vil sende alle flygtninge tilbage til Irak med det første fly, der kan lande«, siger Steen Gade. »Irakkrigen er symbol på krig og bomber som løsning på alt«, supplerer Aaen. Dermed er tonen lagt til en debat, hvor der reelt ikke er nogen modstandere eller optrukne fronter blandt paneldeltagerne.
Højskolens elever er lusket ned i forsamlingsrummet i deres sutsko og et partisantørklæde om halsen. Eleverne har i dagens anledning fået selskab af irakiske piger i høje hæle med håret sat op og ældre irakiske mænd i slidte jakkesæt. Alle lytter intenst og klapper spagfærdigt af de forskellige udfald mod regeringen.
DE TRE POLITIKERE understreger Danmarks ansvar for at hjælpe Irak på fode igen. »Vi har et stort ansvar for, hvad der er sket i Irak, og et stort ansvar for, hvad der skal ske«, insisterer Aaen. Det bliver flankeret af enige nik fra både Kofoed og Gade. Ud over ansvaret for krigen diskuteres forskellige forslag til, hvad der bør gøres i Irak og i regionen som sådan.
»En idé kunne være at oprette et slags OECD i Mellemøsten, som vi kender det fra Europa. Så ville man ikke kunne begå overgreb mod for eksempel kurdere, fordi staterne ville være bundet af nogle principper«, foreslår Kofoed. »Vi må støtte civilsamfundet, fagbevægelsen og kvindeforeninger«, byder Aaen ind og fortsætter: »Irak kan lære af meget af Sydafrikas forsoningsproces«. Selv om forslagene varierer, er enigheden mellem de tre debattører udtalt.
Mange tilhørere tjekker mobilen og hvisker med sidemanden, da et uventet spørgsmål fra salen pludselig fanger de mange kurdiske tilhøreres opmærksomhed.
»Hvis kurderne i Nordirak udråber selvstændighed, skal Danmark så anerkende det?«. Spørgsmålet kommer med klar røst fra en ældre højskolelærer og har tydeligvis været griflet ned på notesblokken længe inden. Steen Gades svar kommer uden tøven: »Det vil være en eksplosion, som vi for alt i verden skal undgå.
Kurdisk selvstændighed kan betyde, at Tyrkiet angriber, og det kan skabe ustabilitet for hele regionen«. Synspunktet bliver mødt med hovedrysten fra de kurdiske tilhørere.
TYRKERNE BOMBER allerede Kurdistan. Vi har været undertrykt i hundredvis af år.
Hvorfor har vi ikke ret til vores eget land?«, udbryder en yngre kurdisk mand.
»Jeg kan godt forstå dig«, siger Gade og fortsætter tøvende: »Jeg tror også, at jeg ville kæmpe for et selvstændigt Kurdistan, hvis jeg var kurder. Men jeg tror bare, det vil medføre ufred, hvis man begynder at dele Irak op«. Argumentet om, at Iraks nuværende grænser skal bevares, får en lille kurdisk kvinde med stort kruset hår til at reagere: »Det er jo kolonimagterne, der har tegnet de grænser. Det er ikke irakerne«. Emnet om Kurdistans fremtid tænder tydeligvis de irakiske tilhørere – både de kurdiske og dem, der forfægter et forenet Irak. »Hvorfor kan vi ikke bare alle sammen være irakere«, kommer det fra en irakisk dreng i fodboldtrøje. De tre politikere er enige.
»I Europa har vi brugt århundreder på at slå hinanden ihjel for landegrænsers skyld. Der er ikke noget alternativ til, at de forskellige befolkningsgrupper lærer at leve sammen«, tilføjer Gade. Det bakker Aaen ham op i. »Jeg hader, når de rige vil af med de fattige. Det er ikke en god idé, at Nordirak bliver selvstændigt, for så får de al olien, og de andre får bare en bunke sand«. »Hvorfor er der nogle der siger Nordirak? Det hedder Kurdistan«, kommenterer en kurdisk kvinde, der tydeligvis ikke køber panelets idé om, at Irak skal forblive forenet. Klapsalver fra den kurdiske del af publikum bakker hende op.
DET OPHEDEDE diskussion om Kurdistan taber efterhånden pusten, og andre indslag får plads i debatten. En ældre mand i en grøn fleecetrøje rejser sig pludselig op »Altså, jeg er fredsvagt foran Christiansborg, og jeg synes bare, vi skulle forsone folk i stedet for at slås«. Udsagnet får spredte klap med på vejen, men endnu flere ryster på hovedet.
Derefter sætter en ældre irakisk mand spørgsmålstegn ved, om Iraks premierminister Nouri Al-Maliki er en helstøbt demokrat: »Malikis dagsorden er ukendt.
Khomeini sagde også mange fredelige ting. inden han kom til magten. Ingen ved, hvad Maliki vil gøre den dag, amerikanerne trækker sig ud af Irak«. En irakisk mand spørger, om ikke Irak mere har brug for en stærk mand end for demokrati. Det er de tre paneldeltagere tydeligvis uenige i. I stedet understreger Aaen, at landets olieressourcer skal fordeles ligeligt: »Det er en skæv fordeling af de økonomiske midler, der får folk til at slås.
Vi så det i Jugoslavien. Derfor er det vigtigt, at alle irakere får glæde af oliepengene«. EFTER DEBATTEN går alle tilhørerne ind i højskolens gymnastiksal, hvor der er dækket op med en stor irakisk buffet.
Udsigten til humus og falafel lokker de tre paneldeltagere til at blive hængende, og nogle af tilhørerne benytter chancen til at diskutere med politikerne på tomandshånd.
I det hele taget summer debatten videre, mens tilhørerne hængende op ad ribberne eller siddende på gulvet indtager de irakiske specialiteter.
En af de irakiske piger lader dog Iraks sikkerhedssituation ligge til fordel for et mere eksistentielt emne: »Den her humus er alt for sød, hjemme hos os laver vi den meget stærkere«.
kasper.netterstrom@pol.dk
