Støt de 56 kurdiske borgmestres kamp for ytringfrihed og demokrati!
56 tyrkisk-kurdiske borgmestre har benyttet deres ytringsfrihed og skrevet et brev til den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen.
I brevet opfordrer de Anders Fogh Rasmussen til ikke at inddrage sendetilladelsen til den kurdiske satellit tv-station, ROJ TV.
Den tyrkiske stat betragter ROJ TV’s udsendelser som støtte til den kurdiske frihedsbevægelse PKK. Derfor opfatter den tyrkiske stat brevet til Anders Fogh Rasmussen som udtryk for støtte til PKK.
Det Danske Radio og TV Nævn har undersøgt ROJ TV’s udsendelser og har ikke fundet noget ulovligt. Nævnet konstaterer, at udsendelserne har almindeligt nyheds- og kulturelt indhold.
Indtil videre er borgmestrene ført i retten mange gange, og anklageren kræver fængselsstraf i op til 2 år. Hvis de dømmes, risikerer de at få frataget retten til at bestride enhver form for offentligt hverv – herunder borgmesterposten. Dette lyder helt urimeligt og er en trussel mod folkevalgtes muligheder for at udføre deres hverv.
Én af de anklagede, overborgmesteren i den kurdiske hovedby Diyarbakir, Osman Baydemir, er som mange andre kurdiske politikere tiltalt i en række sager, der i alt kan give ham 280 års fængsel. Alle anklagerne handler om hans brug af det kurdiske sprog og ytringsfrihed.
12. marts 2008 er han i Politiken citeret for følgende:
”Til nytår sendte jeg regeringen og anklagemyndigheden et kort, hvor jeg skrev ’Godt nytår’ på tyrkisk, engelsk og kurdisk. Jeg fik alle kortene tilbage – undtagen det, jeg sendte til anklagerne. Jeg blev glad, fordi jeg troede, at de måske var blødt lidt op. Men det viste sig, at de brugte det som argument for at rejse endnu en sag mod mig. Ikke så meget, fordi jeg havde skrevet på kurdisk, men fordi jeg havde brugt bogstavet w, som vi bruger på kurdisk, men ikke på tyrkisk.”
Næste retsmøde finder sted d.15. april 2008, hvor man regner med, at der vil falde dom.
Ved at skrive under på denne støtteerklæring støtter du de 56 tyrkisk-kurdiske borgmestres kamp for ytringsfrihed samtidig med at du protesterer imod, at folkevalgte repræsentanter bliver truet med så alvorlige straffe for at benytte sig af deres ytringsfrihed.













