Pressemeddelelse: Systematiske krænkelser af kurdiske børns rettigheder i Tyrkiet‏

Børn i Tyrkiet betaler en høj pris i kampen mod terrorisme. Tyrkiske og internationale love overtrædes gang på gang, når børn helt ned til 12 år indsættes i voksenfængsler på ubestemt tid uden beskyttelse og kontakt til hverken social- eller skolesystem. Også tilståelser under tvang og vold ved anholdelser hører til de årelange lovovertrædelser.

I en netop frigivet rapport fra Amnesty International, 17. juni 2010, fremgår det klart og tydeligt, at børn helt ned til 12 år over flere år systematisk mishandles gennem tilsidesættelse af deres rettigheder under anholdelse, varetægtsfængsling og retssager under anti-terror-loven.

Den systematiske mishandling af børn i Tyrkiet er:

  • vold under anholdelse
  • varetægtsfængsling i voksenfængsler i månedsvis uden sigtelser
  • ingen kontakt til socialarbejdere
  • manglende skolegang under fængsling
  • manglende beskyttelse under ophold i voksenfængsler
  • vold og tvang ved tilståelser

Alene i 2008 er 193 børn blevet fremstillet for en voksendomstol, under anti-terror-loven. Og i årene 2006 – 2008 har 1.308 børn været anklaget under samme lov.

Børnene er typisk blevet anholdt under demonstrationer mod fx regeringens forbud mod at afholde den traditionelle kurdiske nytårsfest, Newroz, anklaget for at have ”deltaget i støtte til terrorisme”. Eller ved at være tilstede i lokale demonstrationer i Sydøsttyrkiet for kurdiske emner, der ofte ender med sammenstød mellem politi og demonstranter.

Både Amnesty International, The Commitee on the Rights of the Child (CRC) og forskellige tyrkiske hjælpeorganisationer har længe forsøgt at råbe de tyrkiske myndigheder op ved at offentliggøre krænkelserne mod børn i alle slags medier og gennem kampagner. I 2009 forelagde CRC fx regeringen konkrete ændringsforslag til anti-terror-loven, der endnu ikke er inkluderet i regeringens fremtidsplaner.

På et pressemøde i Istanbul den 10. juni advarede den internationale menneskerettighedsgruppe, Justice for Children, den tyrkiske regering og parlamentet mod at gøre børnene til ofre i kampen mod terror. Og varslede i samme åndedrag en lang række fysiske aktioner sommeren igennem, hvis ikke parlamentet griber ind og beslutter sig for en troværdig plan.

Kurdisk Forum støtter op omkring ovenstående forsøg på at råbe den tyrkiske regering op.

Kurdisk Forum opfordrer både den danske regering, danske organisationer, foreninger og enkeltpersoner til at lægge pres på den tyrkiske regering og parlament for at få dem til at stoppe de systematiske krænkelser af børn. Vi opfordrer Tyrkiet til at overholde egne og internationale love og konventioner om at beskytte børns rettigheder under anholdelser, retsprocedurer og fængselsophold.