Interview med Remzi Kartal
Interview
Interview med Remzi Kartal
Af Kurdisk Forum
I dag påstår AKP (Retfærdighed og Udviklingsparti) at de som parti gerne vil føre Tyrkiet ind i en demokratiseringsproces som vil gøre Tyrkiets EU – medlemskab muligt. Hvis denne regering påstår dette så må de også se sig selv som landets reelle magt og tage ansvaret for at forhindre militærets indflydelse og modvilje mod løsningen af det kurdiske spørgsmål og dermed fremme den politik der kan muliggøre en fredelig løsning
På vej mod Dansk-Kurdisk Kulturcenter, hvor jeg i dag skal interviewe Remzi Kartal tænker jeg mest på hvad der kunne være mest oplagt at spørge ham for at få ham til at udtale sig om dels hvad der nu sker i Tyrkiet mod de kurdiske politiske institutioner og dels hvad europæiske – kurdiske politiske institutioner kan bidrage med til løsningen af det kurdiske spørgsmål.
Mens jeg gør det mærker jeg samtidig at jeg kører gennem byen med noget blandede følelser, hvor jeg blandt andet tænker på det, kurderne i gennem historien er blevet udsat for. Altså et folk på 40 millioner uden stat endda uden de basale menneskerettigheder på trods af en historisk lang kamp dér, hvor kurderne har befundet sig spredt i Mellemøsten. Og kampen fortsætter tænker jeg, på trods af at man fysisk er langt væk fra sin egen jord. Nu handler det nemlig om at bidrage til løsning uanset hvor i verden man befinder sig. I dette tilfælde i Europa, hvor kurderne efterhånden har bosat sig til et varigt liv uden at have en kortsigtet plan om at vende til hjemlandet som ikke findes eller eksisterer under de store magthavernes herredømme.
Remzi Kartal er en af blandt dem, der ikke efterlod sin kamp bag sig i hjemlandet, men netop taget den med dér, hvor han nu bor. Det jeg ved om ham er overordnet, at han var medlem af det nu forbudte kurdiske parti DEP, nogle af hvis medlemmer blev bedømt til 16 års fængsel blandt andre Leyla Zana, som er det mest kendte ansigt i Europa. DEP var det første kurdisk parti som kom ind i parlamentet i 1990´erne i koalition med Social Demokratisk Folkelig Parti(SHP). Men allerede i 1994 viste sig, at det tyrkiske parlament ikke kunne tolerere dette parti som råbte højt op for kurdernes sproglige og kulturelle rettigheder. Derfor blev nogle medlemmer af partiet arresteret i 1994 lige efter en samling i parlamentet. Sammen med Leyla Zana blev 6 medlemmer af partiet idømt 16 års fængsel. Remzi Kartal var en af dem. Men han har valgt at flygte til Europa og bidrage til løsningen afdet kurdiske spørgsmål herfra. I den anledning har Kartal været med til at stifte støtteforeningen for DEP sammen med andre DEP-parlamentarikere i Europa. I øvrigt har han også været med til stiftelsen af den Kurdiske National Kongres (KNK) i 1999 og har sidemn været medlem af Kongressen.
Remzi Kartal er kommet til Danmark i dag for at deltage en kurdisk fest som er arrangeret Dansk Kurdisk Kulturcenter i anledning af at fejre PKK´s opstand for 30 år siden. Derfor har vi som Kurdisk Forum valgt at benytte lejligheden til at spøge ham om hans mening om de aktuelle begivenheder omkring det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet og Europa´s rolle i forhold til det.
Jeg starter med at præsentere Kurdisk Forum og dets arbejde ved at fortælle om hvad der blev lavet og hvad vi har planer som at lave. Og jeg vælger at indlede med et spørgsmål om hvad hans holdning er i forhold til Tyrkiets nuværende regeringens vilje eller snarere modvilje mod løsning af det kurdiske spørgsmål og al det pres som kurdiske politiske institutioner bliver udsat for tiden. Men inden han begynder at svare mig vælger han først at udtrykke sin glæde over oprettelsen af Kurdisk Forum ved at fremhæve hvor vigtig mission kan Kurdisk Forum have, når det handler om at få italesat omfanget af det kurdiske spørgsmål i et europæisk land som Danmark. Og jeg takker.
I forhold til spørgsmålet om hvorfor regeringsparti AKP (Retfærdighed og Udviklingsparti) udviser en modvilje mod løsningen af det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet starter han til gengæld med at historisere hvordan AKP´s har skiftet spor hvis man skal tale om før og efter parlamentsvalget i Tyrkiet i 2007. Han mener, at AKP før valget har strategisk valgt at sige, at der eksisterer et kurdisk spørgsmål som kræver en demokratisk løsning og AKP er det parti der kan bringe denne løsning, hvilket var grunden til at mange kurdere stemte på partiet i valget. Men partilederen Recep Tayyip Erdogan efter begyndte valget at sige noget i den retning som man i mange år har hørt nemlig, at der ikke er noget der hedder et kurdisk spørgsmål, men at der er et terrorspørgsmål og derfor vælger han atspille u dmed de gængse militaristiske løsningsmodeller og midler blandt andre ”fortrydelseslove”1 siger han. Hvorfor AKP vælger den gængse politik som man har været vidne til i Tyrkiet i mange år som ikke udløser en fredelig løsning ligger ifølge ham i at,
1 (Fortrydelseslove; en sær lov, der har til formål at få PKK´s medlemmer ned fra bjergene for at ophæve krigen. Loven går overordnet ud på, at når man som medlem af PKK har udtrykket sin fortrydelse for at man har været med i krigen, får man mulighed for at afsone en mindre straf. Nu til sidst har den tyrkiske regering tilføjet noget nyt i loven, hvor den tyrkiske stat lover at støtte dem der benytter fortrydelsesloven økonomisk ved at tilbyde dem en lejlighed og et arbejde.)
”AKP har ikke en konkret plan når det gælder demokratisering af Tyrkiet ej heller om løsningen af det kurdiske spørgsmål som er hovednøglen til civilisering af Tyrkiet. Altså hverken i deres hoved eller foran dem ligger nogle planer, der har til formål at løse konflikten. Men til gengæld har AKP en plan, der indebærer at eliminere den kurdiske frihedskamp og at etablere og promovere sin egen politik i Kurdistan. Men dette er ikke en løsning. Dette er snarere en anden version af den eliminerende og ødelæggende politik som man hidtil prøvet i Tyrkiet. Derfor vil denne politik ikke afstedkomme en løsning ligesom alle de andre politik heller ikke gjorde. AKP er derfor med sin tøvende, frygtsomme og tilbageholdende politik over for militæret langt fra at løse det kurdiske spørgsmål som kræver en vis seriøsitet og beslutsomhed.”
Når han udtrykker således, at der ikke er noget nyt i AKP´s politik i forhold til at løse det kurdiske spørgsmål prøver jeg at få ham til at begrunde hvad endelig årsagen kunne være at AKP holder fast ved at ikke løse denne konflikt på trods af at AKP selv godt er klar over at man ikke kunne løse problemet de militaristiske løsningsmodeller.
”Jeg må starte med sige, at problemet faktisk begynder dér hvor man definerer problemet inden jeg siger noget om hvorfor AKP udviser modvilje mod løsningen af konflikten. Dette er objektivt set et kurdisk spørgsmål, et samfundsmæssigt og socialt problem som handler om 40 millioner mennesker, der bor i Mellemøsten. Og Tyrkiet, som har cirka 20 millioner af disse 40 millioner bør derfor starte med at definere dette problem som et historisk og socialt problem. Altså på en måde er man nødt til at opfatte problemet som et socialt problem som kræver en social løsning. Men den tyrkiske stat eller lad os sige den tyrkiske side navngiver ikke problemet rigtigt. Og når de således ikke definerer problemet rigtigt kan de heller ikke komme med en demokratisk koncept, der kan løse konflikten.
Hvad sker der så, hvad gør de (AKP) så til gengæld nu? Så de prøver på en måde at omformulere den hidtidige eliminerende og ødelæggende politik mod kurdere som om at de har en anden tilgang til løsning af det kurdiske spørgsmål. Og således præsenterer de sig selv som et parti både over for tyrkiske befolkning og overfor Europa, USA, Det Sydlige Kurdistan men allervigtigst over for kurderne i Tyrkiet, som i virkeligheden gerne vil løse konflikten – men militæret forhindrer det.”
Som det kommer til udtryk i Kartal´s udmelding er det en af de implicitte begrundelser fra AKP´s side, at de er under militærets pres især når de møder kritik i forhold til at AKP som regering ikke kommer med en fredelig og demokratisk løsning af det kurdiske spørgsmål. Ved at netop tage afsæt denne indflydelse fra militærets side på den tyrkiske dagsorden spørger jeg Kartal om det overhovedet er muligt for AKP at tilsidesætte militærets indflydelse selv om de eventuelt havde været villig til at løse konflikten med antimilitaristiske midler. Jeg husker samtidig Kartal på at han selv har været vidne til hvor stor indflydelse det tyrkiske militær kunne have da han var parlamentsmedlem i 1990´erne. Idet der kom efter DEP parlamentarikers bedømmelse frem i lyset at det var militæret, der opfordrede daværende regering til at ophæve disse parlamentarikers immunitet for de kumme blive bedømt.
Han ligger ikke skjult på, at militæret i Tyrkiet har en afgørende indflydelse da han mener at den tyrkiske hær anser sig som ophavsmand til den tyrkiske republik. Hæren mener at den spillede en aktiv rolle i grundlæggelsen af republikken. Og derfor ser hæren det som helt naturligt at de involverer sig i alt der vedrører styringen af landet. Men tilføjer han samtidig, at det alligevel ville kunne lade sig gøre hvis regeringen udviser en stærk vilje til demokratisering og civilisering af Tyrkiet og dermed til en løsning af det kurdiske spørgsmål. For det ifølge ham må være den politiske magts ansvar at forhindre militærets indflydelse og komme med en politisk løsning, da dette nærmest er eksistensgrundlaget for enhver politisk magt. Dette kommer til udtryk således;
” I et samfund er det regeringen og parlamentet, der har nøglen til at finde løsninger på samfundets juridiske, økonomiske og sociale problemer. Men denne regering har indtil videre ikke spillet sådan en rolle over for militæret. Til gengæld har det valgt at følge et politisk spor som var i overensstemmelse med militærets ønsker. I dag påstår AKP at de som parti gerne vil føre Tyrkiet ind i en demokratiseringsproces som vil gøre Tyrkiets EU – medlemskab muligt. Hvis den regering påstår dette så må de også se sig selv som landets reelle magt og tage ansvaret for at forhindre militærets indflydelse og modvilje mod løsningen af det kurdiske spørgsmål og dermed fremme den politik der kan muliggøre en fredelig løsning.”
Da det som det ser ud er en udfordring for AKP at få militærets indflydelse fjernet fra tyrkisk politik eller som om AKP snarere bruger denne indflydelse som en legitimering for at ikke komme med en demokratisk løsning af det kurdiske spørgsmål benytter jeg lejligheden til at spørge hvad Europas rolle må være for at få den Tyrkiets politiske magt til at gøre noget ved sagen.
I forhold til dette spørgsmål begynder han at sige noget som i virkeligheden kommer i forlængelse af hvad han har sagt om AKP modvilje for at løse konflikten. Han mener, at grunden til at AKP lader det som om at de gerne vil løse problemet men det er militæret der står i vejen i virkeligheden har med AKP´s langsigtede koncept at gøre. Ifølge ham prøver AKP på den måde konfrontere den kurdiske frihedskamp med militæret for at svække begge partere. For således kan AKP opretholde sin magt og føre sine konservative idéer ud i livet når de to nævnte parter mister indflydelse i tyrkisk politik. Dette kan ifølge ham ses endnu engang som en bekræftelse på, at AKP opererer med en dobbeltmoralsk politik når det handler om demokratisering og civilisering af landet. Ellers synes han at AKP har magten til at løse de problemer, der står i vejen for en demokratisering af Tyrkiet, eftrsom de har for det første et flertal i parlamentet samt det forhold at den nuværende præsident engang hørte til på deres hold. For det andet mener han, at AKP vil have den fornødne støtte både ude fra men også inde fra når AKP i handling udviser den politiske vilje som de nu mangler og når de opfører sig som landets reelle politiske magt. Dog tilføjer han, at løsningen helst må komme inde fra, for han mener, at uanset om man snakker om EU eller anden ekstern politisk magt vil de altid tage udgangspunkt i deres politiske og økonomiske interesser og derfor er det naivt at tro en langsigtet løsning kan komme ude fra. I den sammenhæng citerer han Churchill og siger ” England har ikke nogle venner men har interesser”
Det kurdiske spørgsmål er Tyrkiets interne konflikt, tilføjer han, som i følge ham kræver at begge parter inddrages for at nå en demokratisk og fredelig løsning. I den sammenhæng prger han på DTP(Demokratisk Samfunds Parti) som en mulighed parlamentet hvis tyrkiske ”magthavere” overhovedet interesseret i at løse konflikten. Ved kort at historisere udviklingen af den kurdiske frihedskamp i de seneste 30 år fremhæver han i den sammenhæng, at man med militaristiske midler hverken kan svække denne kamps historiske styrke eller løse konflikten, for denne kamp er efterhåndenblevet internaliseret af hele den kurdiske befolkning. I øvrigt gør han opmærksom på hvor store menneskelige, økonomiske og sociale ressourcer Tyrkiet som samfundet har tabt på baggrund af den stædige, beskidte og ulogiske krig i 30 år. Derfor mener han, at der længere ikke nogen anden udvej for Tyrkiet end en demokratisk og politisk løsning af det kurdiske spørgsmål, hvilket kun er muligt ved at anerkende DTP som kurdernes reelle repræsentanter der nu sidder i parlamentet i stedet for at borteliminere folkets reelle repræsentanter forhandlingsbordet.
Til sidst vil jeg have hans mening om hvilke rolle europæiske kurdere må have i forhold til at bidrage til den kurdiske frihedskamp. I den sammenhæng starter han med nogle eksempler fra andre diasporagrupper som jøder, armenier og pælestinesere som ligeledes var fordrevet til et diaspora-liv på trods af at deres frihedskamps historie ikke er helt den samme som kurdernes. Kartal mener dermed at europæiske kurdere således kan have en vigtig mission når det handler om at udtrykke omfanget af det kurdiske spørgsmål på den internationale arena for at man kan nå frem en politisk løsning. Disse nævnte diaspora-grupper har med deres arbejde ude i diasporaområder ligeledes fået den internationale offentlighed til at fremme nogle politiske, sociale og økonomiske sanktioner mod de stater som undertrykte deres frihedskamp. Derfor mener han at hvis den kurdiske frihedskamp er nået på dette niveau så må man erkende det og sige, at europæiske kurdere har haft en afgørende rolle for, at det er kommet dertil det. Og afsluttende tilføjer han at den mission som europæiske kurdere har haft gennem tiden nu er blervet endnu mere afgørende og han fremhæver, at hele Mellemøsten på dette tidspunkt er på vej til at opleve historiske forandringer, hvilket han sammenligner med ver før fødslen. Og mens Mellemøsten således er gravid med de store forandringer kommer det kurdiske spørgsmål til at fylde rigtig meget, mener han. Dette forudsætter ifølge ham at man som europæiske kurdere dels bør opsøge sine europæiske venner, der støtter den kurdiske frihedskamp og dels at tage del i samfundets politiske, sociale institutioner for man kan have bedre mulighed for at råbe højt op dér hvor man befinder sig.
KURDISK FORUM
