Chikane
Chikane
Overborgmesteren i Diyarbakir er god for 280 år i fængslet
Den tyrkiske stat bruger retssager som systematisk chikane af borgere, der skriver på kurdisk. På bare én dag kørte fire ud af 20 retssager mod Osman Baydemir, overborgmester i Diyarbakir. Han er også er medanklaget i sagen mod de 56 borgmestre, der har forbrudt sig mod ytringsfriheden ved at skrive et brev til Anders Fogh Rasmussen.
af Lillian Simonsen
Søren Søndergaard, medlem af EU-Parlamentet og herunder aktiv i Udvalget for Borgernes Rettigheder og Retslige og Indre Anliggender, var med i retten i Diyarbakir i det sydlige Tyrkiet tirsdag den 29. januar 2008, da sagen mod 56 tyrkisk-kurdiske borgmestre for fjerde gang blev udsat til den 11. marts. Retsmødet mod borgmestergruppen varede kun to minutter.
Til gengæld var Søren Søndergaard vidne til en tragikomisk ordduel mellem dommer og den anklagede overborgmester om bogstavet ”w” som i ”Happy New Year”, i ”Newroz” og i internetadressen ”www”. Som eneste tilhører i retslokalet, ser Søren Søndergaard en fare i den konstante kriminalisering af Osman Baydemir. De mange anklager gør ham til et legitimt offer for nationalister; overborgmesterens navn optræder allerede på en offentliggjort dødsliste (af en illegal nationalistisk gruppe kaldet Ergenecon) sammen med blandt andre nobelpristageren Orhan Pamuk.
Men også den systematiske chikane af alle, der bruger det kurdiske sprog i offentlig formidling, er et problem, ikke mindst fordi retssager tager tiden fra den vigtige fattigdomsbekæmpelse i området.
Søren Søndergaard fremlagde sine iagttagelser og analyser en solbeskinnet søndag i februar i Demokratihuset på Vesterbro:
- Den dag, hvor jeg var i Diyarbakir for at overvære retssagen mod de 56 kurdiske borgmestre, hvoraf Baydemir er én af dem, var han ikke selv til stede, fortæller Søren Søndergaard og fortsætter:
- En af grundene til at han ikke var til stede, var fordi han samme dag i retten havde tre andre retssager. Og i forskellige lokaler. Så han havde altså fire retssager den dag, og de sager var altså fire ud af 20 igangværende retssager, der kører imod ham. Og hvis man så et øjeblik forestiller sig denne her borgmester, der er borgmester for cirka 1 mio. mennesker i Diyarbakir, at han bliver dømt i alle de der 20 retssager, så ville det give ham en samlet dom på 280 år i fængsel. Og som Baydemir så sagde, ”Så kommer jeg jo nok til at skylde”.
Anklage mod brugen af bogstavet ”w”
- Hvad er det, der gør, at denne her borgmester er så kriminel? Spørger Søren Søndergaard ud i rummet og svarer straks:
- Stort set alle anklagerne knytter sig til spørgsmålet om brugen af det kurdiske sprog i forskellige former. En af de sager, han havde valgt at gå til, da jeg var der, var en sag om, at han ved nytårstid, endnu en gang havde udsendt et nytårskort til sine ansatte og til forretningsforbindelser, herunder i øvrigt osse chefanklageren i Tyrkiet. Han ønskede godt nytår, og da han jo er i et område, hvor 70 % eller mere er kurdere, så havde han skrevet nytårshilsenen på tre sprog; på engelsk ”Happy New Year”, på tyrkisk: ”Mutlu Yeni Yillar” og på kurdisk, ”Newroz Piros be”.
Søren Søndergaard forklarer, at anklagen begrundes ud fra en lov fra 1925, om det tyrkiske alfabet. Det daværende statsoverhoved Atatürk, indførte en særlig lovgivning ved indføring af det tyrkiske alfabet med latinske bogstaver, for at afskaffe tyrkisk med arabiske skriftsprog. I anklagen overfor Baydemirs tresprogede nytårskort hedder det, at kurdisk har nogle bogstaver, blandt andet ”w”, som man ikke har på tyrkisk.
- Baydemir siger så på et tidspunkt, at der er det problem, at han sådan set har skrevet ”Happy New Year”, og det er jo også et ”w”. Det kommer til en diskussion med chefanklageren om, hvad denne her lov egentlig går ud på, og Baydemir spørger så chefen om, hvor han kan finde lovteksten, og chefen svarer, at han kan finde den på internettet. Baydemir spørger igen, om han ikke lige kan give ham adressen, og chefanklageren svarer, at det kan han godt, det er: ”www…..” , hvorefter Baydemir så konstaterer, at chefanklageren lige tre gange har været kriminel….
- Det er jo ret morsomt og underholdende, når Baydemir fortæller denne her historie, kommenterer Søren Søndergaard tørt, – men det er jo absurd. Og det er jo selvfølgelig især absurd, fordi det ikke bare sker for overborgmesteren, det sker jo generelt.
Fanden er løs i Laksegade, hvis der falder dom
Et andet eksempel Søren Søndergaard nævner, handler om, at advokatsammenslutningen i Diyarbakir har udgivet en kalender for 2008. Uden påtrykt PKK-flag og krav om ”Frit Kurdistan”. Kalenderen er renset for slogans eller anden propaganda. Men dagene og månederne er skrevet med tal på både tyrkisk og kurdisk. Den tyrkiske stat tager så forsvareren i Baydemirs sag, som er formand for samtlige advokater i Diyarbakir, altså formand for advokatsammenslutningen, og dermed har det formelle ansvar for udgivelse af kalenderen, og ham sætter de på anklagebænken med krav om, at han skal seks måneder i fængsel for udgivelsen.
Baydemir får efter al sandsynlighed ingen dom. Det kan godt være, han får en mindre en, men han får ikke 280 år i spjældet, og borgmestergruppen, der har skrevet brev til den danske statsminister, får heller ikke 16 år i spjældet, vurderer Søren Søndergaard og begrunder sin analyse således:
- Tyrkerne ved selvfølgelig meget, meget præcist, at eventuelle domme vil udløse, som man siger på dansk: Fanden løs i Laksegade. Så bliver der ballade ud over alle grænser. Forhandlingerne med EU bliver stoppet. Råben og skrigen. Det går med de her sager, ligesom det har gået med Pamuk og lignende personer. Enten bliver de frikendt eller osse får de en meget lille dom. Og især hvis de bliver frikendt, kan det tyrkiske samfund sige til enhver: ”Jamen, hvad er problemet? De bliver jo frikendt, retssystemet fungerer på begge sider. Og det internationale samfund vil sige, at det jo går fremad, der sker jo ikke noget”.
Retssagerne stjæler tid. penge og kapacitet
- Effekten af de mange retssager er, at overborgmesteren i Diyarbakir bruger sin tid i retten. Han bruger en urimelig stor del af sin tid og en urimelig stor del af sine penge og sin kapacitet på at forsvare sig mod disse her fuldstændigt latterlige anklager.
- Man holder et konstant tryk på alle, der bruger det kurdiske sprog. Fx ved borgere i Tyrkiet, ok, jeg kommer måske ikke i fængsel i 16 år, men jeg skal bruge de næste to til tre år i de retslokaler, hvor jeg skal bruge tid og penge og kan blive chikaneret.
Der sker også nogle administrative ting, fx i Sur kommune, hvor borgmesteren og hele byrådet blev afsat, fordi de har brugt det kurdiske sprog i formidling til borgere, ligestillet med engelsk, assyrisk og tyrkisk.
Regeringspartiet vinder valgstemmer, mens Baydemir er for retten
Søren Søndergaard er allermest bekymret for det faktum, at AKP (regeringspartiet) gennem den seneste tid har fået en langt større opbakning i de kurdiske områder ved at slå på en religiøs dagsorden.
- Jeg var ude på besøg i nogle projekter i Diyarbakir. Jeg var ude at se, hvor mange mennesker, der ingen indkomst har. Og var ude og snakke med fx en mor med fem børn, der absolut havde ingenting at leve af. Hvilket fører til at børnene i større tal holder op med at gå i skole, for de bliver sendt ud for at sælge cigaretter eller kuglepenne for at skaffe nogle penge til familien.
- Og det hænger selvfølgelig sammen med hele den strukturelle manglende industrielle udvikling i Diyarbakir. Byen kan ikke opsuge den eksisterende arbejdskraft, folk har ikke noget at tage sig til og har ingen indtjening. Men så går AKP ud til befolkningen med penge, dels gennem sociale programmer og så med religiøse programmer. Det har selvfølgelig haft en vis stille effekt. De kurdiske problemer er problemerne jo langt værre, end de burde være. Ved sidste valg var det under 10 %, der adskilte AKP fra Baydemirs parti. Derfor er risikoen, at hvis Baydemir bliver set som en politiker, der ikke bruger tid nok på at varetage folks interesser, så kan AKP måske ved næste valg gå hen og få flertallet. Så AKP, regeringen, har en interesse i, at han bliver beskæftiget med retssagerne.
Baydemir i risiko for at blive likvideret
- Men der kan jo også være andre interesser, som er mere alvorlige, end at han bliver afsat fra borgmesterkontoret. Den hænger jo lige præcis sammen med Ergenecon-sagen (en ekstremistisk bande, anklaget for at ville dræbe nobelpristageren Pamuk og andre ledende debattører), hvor man kan forestille sig, at staten nu er i gang med at vaske sine hænder. For at statsapparatet kan sige: ”Vi har jo gjort alt. Vi har jo virkelig sat nogen i fængsel. Vi har jo offentliggjort dødslisten og så videre …..” og det kan de gøre i den situation, hvor Baydemir bliver myrdet. Og når han bliver myrdet, så er det måske, fordi han hele tiden bliver udstillet overfor nationalisterne og overfor den autonome Ergenecon-gruppe, som en person, der er helt igennem skidt, og som man skal holde sig fra. Han bliver jo hele tiden omtalt og eksponeret som en halvkriminel, og derfor kan folk måske føle det legitimt at likvidere ham.
- Jeg havde en snak med Baydemir om det her, og hans vurdering var, at en likvidering var ret så tæt på. Han vidste, at de havde været ude for at få fat på ham og lægge hans rutiner fast, hvornår han går og spiser, for at finde en lejlighed til, hvornår de kunne likvidere ham. Så det er ikke bare sådan en dødsliste, som figurerer på internettet. Det er meget konkret, det er virkeligheden.
- Vi er rykket endnu tættere på en situation, hvor han bliver likvideret. Og så kan hele det statslige apparat sige, at de er uden ansvar. Der foregår også mord i andre lande, det kan vi ikke gøre noget ved. Men det kommer ikke til at gå ud over forhandlingerne om EU-medlemsskabet.
Der er brug for solidaritet – nu!
- Konklusionen på det her er, at der er brug for solidariteten. Der er brug for, at folk tager til Tyrkiet d. 11. marts (retssagen mod de 56 borgmestre), og at vi får sammensat en bredere delegation af byrådsmedlemmer og af danske borgmestre.
- Derfor er det oplagt, at borgmestre i Danmark giver solidaritet til andre borgmestre, som har været udsat for det her.
