“Vi bringer 1. Maj til Diyarbakir og Newroz til Istanbul”
“Vi bringer 1. Maj til Diyarbakir og Newroz til Istanbul”
Karlos Zurutuza interviewer Akin Birdal, medlem af det tyrkiske parlament for det kurdiske parti DTP
Tyrkeren Akin Birdal (1948), deputeret for DTP i det tyrkiske parlament for Ankara er forhenværende formand for Tyrkiets Menneskerettighedskommission og er aktuelt parlamentariker for det kurdiske DTP-parti for Diyarbakir-regionen. Ved de seneste kommunalvalg var han kandidat for samme parti i Istanbul.
Akin Birdal var allerede kendt som aktivist i forskellige socialistiske bevægelser før han tog afgangseksamen fra universitetet i Ankara. Statskuppet udgjorde et gevaldigt slag som venstrefløjen endnu ikke er kommet sig over, men hans urokkelige engagement i kampen mod de uretfærdigheder, der i Tyrkiet blev begået imod arbejderklassen og det kurdiske folk bragte ham til at blive formand for Tyrkiets Menneskerettighedssammenslutning.
Denne post beklædte han, da han i 1996 i et attentat blev
ramt af seks skud. Trods to rapporter, der gjorde opmærksom på hans kritiske tilstand efter den tragiske episode, blev Akin Birdal fængslet to gange i løbet af 1999 og 2000. Manden der begik attentatet mod ham, Semih Tufan Gülaltay, er i dag en af de hovedanklagede i sagen mod Ergenekon-nettet (en sammensværgelse, der forberedte et statskup). I 2007stillede han op til parlamentsvalget og blev valgt som parlamentariker for den kurdiske koalition DTP for Diyarbakir-distriktet, et hverv, som han stadig beklæder. Sidste 29. marts [2008, o.a.] fremstod han som kandidat i Istanbul for DTP med støtte fra en platform, der omfattede forskellige tyrkiske socialistiske grupperinger. Under valgkampen gav flere intellektuelle såvel som forskellige kulturpersonligheder udtryk for deres støtte til Birdal Og mange ser i den tyrkiske kandidat og socialist fra DTP den nødvendige bro mellem den opsplittede tyrkiske venstrefløj og det forfulgte kurdiske folk.
SP: De er tyrker. Hvordan skal kan forstå Deres stilling i det der er det vigtigste kurdiske parti i Tyrkiet?
SV: Der kan ikke være hverken fred eller demokrati uden kurderne og jeg tror ej heller, at arbejderklassen kan få sine
rettigheder uden dem. På den anden side bryder jeg mig ikke om at rubricere mig i et bestemt politisk parti, jeg opfatter snarere mig selv som en kompromisløs forsvarer for alle individers menneskerettigheder. Disse menneskerettigheder er universelle, men i Tyrkiet er vi alle sammen vidne til hvor brutalt kurdernes rettigheder er blevet krænket. Det er umuligt ikke at gøre front imod denne uretfærdighed, dette barbari begået imod et helt folk. Jeg har altid følt mig nært knyttet til denne befolkning. Så da DTP tilbød at inkludere mig i sine lister og præsentere mit kandidatur til parlamentet for Diyarbakir-distriktet, følte jeg mig meget beæret. Tidligere arbejdede vi for menneskerettighederne uden for parlamentet, men nu kan vi også gøre det indefra.
SP: I 1996 Blev De offer for et attentat og overlevede seks kugler i kroppen. Langt fra at være tilbagetrukket fremstår De i dag på en post med stort ansvar i et parti, der altid er i søgelyset. Sover De roligt om natten?
SV: Lige nu føler jeg mig ikke direkte truet. Men jeg kan jo ikke glemme, at jeg lever i et land, hvor der ikke eksisterer nogle demokratiske garantier, et land der lever under truslen om et nyt militærkup og som ikke er i stand til at gå i gang med at løse et problem, der er så stort som det kurdiske folks.
Så alt i alt er Tyrkiet stadig en sump, hvor nye væbnede bander kan udvikle sig og truslen findes stadig.
SP: Der er nogle, der ser en modsigelse mellem det forhold at en kendt forsvarer af menneskerettighederne som Dem, repræsenterer et parti, som uden tøven støtter PKK’s guerilla…..
SV: PKK og DTP er to forskellige organisationer, men som har deres eksistensberettigelse i det kurdiske problem. DTP er den legale og politiske repræsentant for Tyrkiets kurdere mens PKK er det væbnede fænomen der modsvarer den aktuelle status quo. Der er tale om to manifestationer, der søger løsninger på et problem, som endnu ikke er blevet løst.
Det vi ikke må glemme er, at der i Tyrkiet er blevet indsamlet 3.500.000 underskrifter, der anerkender Abdullah Öcalan som kurdernes leder her i landet og legitimerer ham som samtalepartner i en formodet fredsproces (forhandling). At søge en løsning uden for denne ramme vil nødvendigvis være tidsspilde. Løsningen må være politisk og demokratisk, en proces der fremmer en ny forfatning, som garanterer kurdernes rettigheder. Det er den løsning som såvel PKK som DTP afventer.
SP: Hvorfor varer det så længe at nå frem til denne løsning?
SV: Hovedårsagen er hæren, der stadig ikke er trådt ud af det civile samfundsliv. For Ankara er en fiasko for løsningen af det kurdiske problem ikke andet end en fiasko for en stort anlagt militæroperation. Med andre ord har vores søgen efter en ‘løsning’ på det kurdiske problem gjort dette spørgsmål til et anliggende, der berører hele det kurdiske folk. Og når der ikke er taget noget skridt, hverken demokratisk eller fredeligt i den retning, så synes freden længere borte for hver dag, der går.
Ikke desto mindre er der i de sidste år sket nogle ændringer. Indtil for ikke så længe siden var det umuligt at finde en bog på kurdisk og i dag sælges der plader, grammatiker og ordbøger på dette sprog som noget helt normalt…..Det er klart, at der er sket nogle ændringer, de fleste lidet dybtgående, men det har været kurderne selv, der har fremtvunget dem. Det eneste regeringen har gjort har været at søsætte TRT6 (en kurdisksproget Tv-kanal) nogle få dage forud for valgene. Der findes ikke nogen virkelig interesse i at søge løsninger, AKP’s angivelige strategi for en åbning tager sigte på at skaffe stemmer i en region, som religiøst set er konservativ.
SP: Ahmet Türk (DTP’s formand) henvendte sig i sidste måned på kurdisk til parlamentets medlemmer og indtil dette øjeblik har man ikke givet ham nogen disciplinær straf – er det ikke korrekt?
SV: Sidste gang nogen på kurdisk henvendte sig til parlamentets medlemmer var i 1991. Så blev fire kurdiske deputerede gjort inhabile og fængslet i 10 år. Jeg tror ikke, at Tyrkiet vil foretage retslige aktioner mod Türk, fordi det ved at det vil blive til en sag om retten til at tale kurdisk og det er en kamp, som det allerede har tabt for nogen tid siden.
SP: Mener De, at Istanbul på et tidspunkt kan få en DTP-borgmester?
SV: Hvorfor ikke? Den dag det måtte ske vil det betyde, at tyrkere og kurdere lever i fred med hinanden. Vort mål er at gøre Istanbul til en by, hvor folk ikke behøver at nære frygt hverken i nu’et eller for fremtiden. Istanbul er en del af Tyrkiet, vi har behov for at knytte åndelige og følelsesmæssige bånd mellem Istanbul og Diyarbakir. Vi vil bringe 1. Maj til Diyarbakir og Newroz til Istanbul. Det er grundlaget for broderskab.
At erkende, at Tyrkiet er et multikulturelt land er det første skridt. Vi ved hvad der er sket med kurderne, armenierne, assyrerne, socialisterne og arbejderklassen i det hele taget. Derfor er det uomgængeligt nødvendigt et at erkende Istanbul som en metropol med megen forskellighed såvel kulturelt som socialt.
SP: Mener De, at kommunalvalgene har været fair og demokratiske?
SV: Vi har fået flere end 300.000 stemmer i Istanbul (omkring 5%) og er tilfredse med resultaterne. Imidlertid har kommunalvalgene ikke været fair og demokratiske af fem grunde. Mens resten af partierne har modtaget støtte til deres kampagner har DTP med sine 21 deputerede i parlamentet overhovedet ikke fået nogen støtte. Det er meget uretfærdigt. På valgdagen kom det til et stort antal uregelmæssigheder hvoriblandt jeg inkluderer forfølgelse fra militærpolitiet nogle steder og fra guardianerne, paramilitære kurdere betalte af Ankara (de såkaldte Landsbyvagter) i landsbyer. Selv har jeg set, hvorledes militærpolitiet identificerede vælgerne i Arnavutköy-distriktet i Istanbul. Nogle blev arresterede, hvorfor de ikke en gang kunne komme til at stemme. Og der er konstateret mange flere tilfælde af det samme. Kommunikationsmedierne har udøvet en total informationsembargo mod DTP. Det fremstod som en kamp udelukkende mellem AKP og CHP. Lige før valgene forsøgte AKP at ‘købe’ stemmer med gemene forbrugsgoder som vaskemaskiner og køleskabe. Ministre fra regeringen har truet de kommuner der afviger fra den officielle linje med budgetnedskæringer og suspendering af allerede bevilget støtte.
SP: Har de et bud på fremtidens Tyrkiet 10 år fra nu?
SV: For det første skal vi have rede på hvordan hele verden ser ud om 10 år. På grund af son strategiske beliggenhed er Tyrkiet sandsynligvis mere følsomt overfor ændringer end noget andet sted i verden. Efter Berlin-murens fald ændrer den nye politik Mellemøstens og Kaukasus’s landkort og Tyrkiet indtager en meget vigtig plads i denne imperiale plan.
En anden faktor er den globale krise. Hvordan vil arbejderklassen reagere? Resultaterne vil kun blive positive hvis folk mobiliserer sig og kæmper. Kurderne og socialisterne vil blive nødt til at tage nye udfordringer op.
